dance

Inviter vennerne til en fed 80’er fest

Skal du holde rund fødselsdag eller trænger du bare til at være sammen med vennerne? Smid hæmningerne og inviter vennerne til en fed 80’er fest. 1980’erne var farverige, kiksede, retro og ren coolness. Det er nok derfor, at det er et tema, som vi elsker at holde fester over.


Udklædningen er det vigtigste

Til en vaskeægte 80’er fest er der ingen tvivl om, at udklædningen er vigtig. Når du inviterer dine gæster, kan du give dem nogle hints til, hvordan 80’er tøjet så ud. 1980’erne var nylon, diskorulleskøjter, neonfarver, pink, pastelfarver, skulderpuder, overdimensionerede blazere, crepet eller permanentet hår, blå øjenskygge, plasticøreringe, bz’ere, uniformsjakker, workout tøj à la Jane Fonda og meget andet. Kom gerne med eksempler på interesser, personer, film og andet der var hot den gang. Det gør det nemt for alle også dem, der ikke er født kreative. Der kan gå helt sport i at finde det helt rette outfit, frisure og makeup. Du kan jo holde en lille uformel konkurrence om bedste udklædning, når dine gæster kommer. Du kan naturligvis invitere dine gæster elektronisk, men når det nu er 1980’erne, så er det helt oplagt med en papirinvitation.

Pynt og playlister

Der skal naturligvis pyntes op i bedste 80’erstil til din fest. Du kan for eksempel pynte op i bedste yuppiestil med jukeboks, lys i gulvet, diskolys, møbler i metal, dørgardiner i sølvglitter. Der er mange muligheder. Heldigvis findes der masser af steder i dag, hvor du kan købe masser af sjov pynt til din fest. For eksempel papirduge og papservice. Har du svært ved at finde inspiration til pynten, kan du med fordel finde de gamle fotoalbums frem. Her kan du helt sikkert få gode ideer. Musikken til din fest skal naturligvis også sidde lige i skabet. Gå i gang i god tid og sammensæt en liste af alt den bedste musik fra 80’erne. Sørg for at der er nok til, at playlisten kan køre hele aftenen. Er du 100% autentisk får du naturligvis fat i en ghettoblaster fra den gang og samler en masse kassettebånd sammen. Det er naturligvis ikke så nemt at lege DJ på denne måde, men om ikke andet så er det en sjov gimmick.

Pindemadder og farverige drinks

Uden mad og drikke dur helten ikke. Der skal naturligvis være lækkert mad fra 80’erne til din fest. Hvorfor ikke kaste dig over ækvivalenten til vores dages tapas, pindemadderne. Lav alle mulige slags gerne med de klassiske farverige plastikpinde. Den perfekte festmad, når det skal være nemt og til mange. Drinksene skal naturligvis være ekstra farverige, når det er fra 80’erne. Grønne, pink og blå cocktails med farverige sugerør og masser af pynt i sølvglitter eller små papirparasoller i alle mulige flotte farver.

Leave a Comment